fredag den 15. februar 2013

UDSTILLING


Udstillingsstedet Sydhavn Station indbyder hermed til claus ejners soloudstilling ”FUNKTIONALITET”, der handler om, at alt har en funktion og at alt derfor er funktion. I 37 tegninger + en skulptur af flyttekasser fokuserer han på forskellige funktioners funktion.

I Demorummet viser Søren Andreasen linoleumstryk fra serien “Skepsis og Affekt (2010)”. Trykkene opfattes bedst som grafiske effekter end som egentlige billeder. Motiverne er effekt af virkemidler til grafisk fremstilling af tid og rum. Det er idéen af frigøre disse virkemidler fra enhver form for metaforisk og narrativ funktion, og i stedet overlade disse effekter til beregning af syntetisk tid og rum.

I plakatstanderne viser Sixten Therkildsen 7 plakater og Anders Visti 5 plakater.

Anders Visti viser værket “man-fre, 9-16”, der er en serie af fem aftryk af kunstneren, siddende. Værket er et remake af et værk fra 2006. Dengang flød scenen over med kunst til skyhøje priser - og kunsten var et begærsobjekt, man kunne vise sig frem med. Derfor satte han sig dengang midt i billedet i en hel arbejdsuge - for at afprøve et motiv, der i højere grad stemte overens med hele kontrakten og ikke kun begæret. Nu er situationen en anden. Økonomierne er under pres, men motivet er i dén grad stadig betydningsfuldt.

Sixten Therkildsen viser projektet ”VI TROR VI HUSKER”, der en serie af billeder, der er sat sammen af elementer fra gamle pressefotografier og smalfilm. Projektet handler om hvad, det er, vi husker tilbage på og om hvordan vores fælles erindring påvirkes af mediernes historieskrivning. Billederne er enkelte kollager bygget op af to elementer. Det ene element er tragiske billeder, der viser begivenheder, som har haft enorm betydning for menneskers livssituation. Billeder som er værd at huske og som vi kan lære noget af. Den anden type af billeder, som Sixten Therkildsen bruger i sine kollager, er pressefotografier af sportsudøvere i aktion. Sportsbillederne repræsenterer det ligegyldige, det selvoptagede og det indholdsløse. Ved at sammensætte elementer fra de to typer af billeder dekonstruerer kunstneren de betydningsfulde og tragiske fotografier. Han dramatiserer dem og giver dem fornyet fokus.

Fernisering fredag den 15 februar fra kl.17-21

Udstillingsrummet har åbent fra torsdag til søndag kl. 13.00 – 17.00.

Plakatstanderne kan ses 24 timer i døgnet.

Udstillingen varer indtil den 17 marts.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar