mandag den 7. august 2017

NY UDSTILLING PÅ SYDHAVSTATION




















MIKKEL CARL / ASKE THIBERG / LARS WORM
- Kurateret af Thorgej S Hansen / Morten K Jacobsen
på vegne af Udstillingsstedet Sydhavn Station

Lad det være sagt med det samme: Dette er ikke The Three Amigos. 

Drake, Robert Jacobsen og eksistentielle kvaler i en digital tidsalder møder Grand Theft Auto, er alt sammen fedtet ind i denne lystbetonede udstilling. Vores tre protagonister kører hver deres æstetiske agenda i et heterogent show uden intenderet dialog udstillerne imellem. 3 attituder præsenteres. Hvordan det ender ved vi ikke, de referencer der er, flugter – død og pine – ikke med hinanden, de fællestræk der måtte være har vi ikke for øje. Værkerne spiller på det velkendte og det abstrakte – og ganske givet også noget helt tredje. 

I rummet præsenteres Lars Worms nihilistiske dekorationer, der flirter med havekunstens utrendy æstetik. Worms skulpturer er nærmest kropsløse, og kunne snildt assimileres ind i det naturlige liv på en vilkårlig planteskole, assimilering ønskes dog ikke på Udstillingsstedet Sydhavn Station. Objekterne er konturer af skulpturer der med en kamæleonagtigt fleksibilitet fremstår både velkendt og fremmed. 

I rummet vises der samtidigt tre fortællende videoer af Aske Thiberg, der alle er spundet op i et digitalt animeret samtidsunivers med fokus på ensomhed og kommunikationsproblemer i en tid, hvor socialiteten er styret af sociale medier og digitale applikationer. I biografen vises Vi kan prata om allt, og ude i det det store rum, sammen med Lars Worms skulpturer, vises videoerne U? og 3D Impersonation 2.

Uden for døren(!) vises Mikkel Carls You hate the fact that you bought the dream and they sold you one. Et Drake-citat, der behandler begærets evige dumhed. Værket på plakatstanderne kan ses i forlængelse af Mikkel Carls fascination af blikket (voyeurisme) og dekonstruktionen af det. Vores protagonist fetisherer pragmatisk design og dårlig smag. Mikkel Carls værker kunne optræde med største selvfølgelighed i en kiosk, eller sågar et forhørslokale. Værket i indgangshallen på Sydhavn Stations er glat, konceptuelt og passiv-aggressivt.

Vi håber at se jer fredag d. 11. august kl. 17 til åbning af Udstillingsstedet Sydhavn Stations nye saison. 

Hutlihut!
Thorgej S Hansen / Morten K Jacobsen

Fernisering: Fredag den 11. august 2017 kl. 17 – 21
Udstillingsperiode: 12. august – 10. september 2017
Åbningstider: torsdag – søndag kl. 13 - 17

Udstillingsstedet Sydhavn Station
Ernst Kapers Vej 1
2450 København SV
sydhavnstation@gmail.com

For mere info, kontakt: 
m.kamper.jacobsen@gmail.com /thorgej@gmail.com


Plakaterne er støttet af: Statens Kunstfond

Ingen kommentarer:

Send en kommentar